Få gratis strøm fra solceller

Med solceller kan du producere din egen klimavenlige strøm, så du sparer penge på elregningen. Hvis du laver mere strøm, end du selv bruger, bliver overskuddet sendt ud i vores fælles elnet - og du kan tjene penge på det.

Forudsætninger
At det er tilladt i lokalplanen
Et tag, der er stort og stærkt nok – eller en facade.
Image
Hus med solvarmepaneler

Derfor er solceller en god idé

Du sparer penge

Du sparer på elregningen og kan skattefrit tjene penge på at sælge din overskudsstrøm til vores fælles elnet. Du skal først betale skat, hvis du sælger el til nettet for mere end 7.000 kr. om året.

Læs mere på Skat.dk

Vedvarende energi

Du producerer din egen strøm med vedvarende energi.

Lang levetid og minimal vedligeholdelse

Solceller er robuste og har en forventet levetid på ca. 25 år. De passer sig selv og kræver stort set ingen vedligeholdelse. 

Kan føre til lavere forbrug

Erfaringer viser, at man som husejer med solcelleanlæg kan blive mere opmærksom på sit energiforbrug – og skrue ned for det.

Men husk lige

Måske kan du ikke bruge strømmen

De fleste af os bruger mest strøm om aftenen og om vinteren, og her er produktionen fra solceller mindst. Din solcellestrøm skal helst bruges, lige når den produceres – altså når der er sol eller dagslys.

Risiko for genskin

Dine naboer kan blive generet af genskin fra solceller på taget. Du kan få solceller med antirefleksbehandling, der mindsker genskin.

Er din renovering klimavenlig?

Det er godt for klimaet, når din renovering sparer strøm og varme i boligen. Og når renovering bidrager til vedligeholdelsen og forlænger levetiden af din bygning.  

Men en renovering giver også en klimabelastning, fordi det udleder CO2 at producere byggematerialer og bygge om.

Det kan være vanskeligt at gennemskue, om en renovering samlet set skåner eller belaster klimaet. Der er dog flere måder at gøre din renovering mere bæredygtig, som du kan overveje. 

Image

Sådan får du solceller – punkt for punkt

Image
Værktøjskasse

1. Undersøg før du køber

Må du installere solceller?

Spørg din kommune, om lokalplaner, fredninger eller servitutter står i vejen for solceller på dit hus. Der kan f.eks. være kommunale regler for, hvor på taget du må have solceller. I så fald skal kommunen godkende placeringen.  

Hvis du vil have solceller på jorden, skal kommunen altid godkende projektet.

Solceller eller solvarme?

Du får mest strøm fra solcellerne midt på dagen. Hvis du ikke er hjemme dér og ikke har f.eks. en varmepumpe eller en elbil, der kan bruge strømmen, er du måske bedre tjent med at bruge pladsen på taget til solvarme. Solvarme kan være en god ide, hvis du varmer med olie, naturgas eller elpaneler.

Læs om solvarme

Kan solceller betale sig for dig?

Det er svært at sige. Om solceller er en god investering for dig afhænger både af dit elforbrug og af, hvor hurtigt solcellerne kan tjene sig selv hjem.

Det er en god ide at få hjælp af en uvildig energirådgiver eller en VE-godkendt installatør (se næste trin i denne guide) til at vurdere økonomien i et solcelleanlæg. Der kan nemlig være stor forskel på de mange udbydere på solcellemarkedet.

Hvor skal solcellerne sidde?

Tænk over, hvor du vil have solcellerne. Det afhænger af, hvornår på dagen du vil bruge strømmen. Hvor meget strøm, du får, varierer nemlig efter solens stilling på himlen. Som tommelfingerregel bør der mindst være sol på solcellerne i sommerhalvåret fra kl. 9-17.  

De fleste anlæg sidder på taget. Din installatør kan hjælpe med at vælge den præcise placering.

Hvor meget fylder solceller?

Et solcelleanlæg fylder typisk 15-40 m2

Hvor stort skal et solcelleanlæg være?

Vælg et anlæg, hvor du selv kan bruge en god portion af den strøm, du producerer.

Hvis du producerer for meget strøm i forhold til dit forbrug, tjener solcellerne sig langsommere hjem. Men et større anlæg kan give mening, hvis dit elforbrug er på vej til at stige, f.eks. hvis du vil købe elbil, eller I bliver flere i boligen. Få installatøren til at rådgive dig om størrelsen.

Eksempel: Hvor hurtigt tjener 3 størrelser solcelleanlæg sig hjem i besparelser ved et årligt elforbrug på 4.000 kWh:

Størrelse på anlæg Simpel tilbagebetalingstid
2 kWp 12 år
4 kWp 15 år
6 kWp 17 år

Vil du have batteri til solceller?

Du kan få solcelleanlæg med batteri, så du kan lagre den solcellestrøm, du ikke kan bruge med det samme. 

Det er ofte en god ide med et batteri. Batterier kan dog være dyre. Spørg installatøren, om det kan betale sig for dig.

Kender du dit elforbrug?  

Det er en god idé at få et overblik over elforbruget på din adresse både årligt og time for time. På den måde kan en installatør bedre finde et anlæg, der passer til dine behov.

Se dit forbrug på eloverblik.dk 

2. Gør klar til installation

Vælg en VE-godkendt installatør

VE står for vedvarende energi, herunder solenergi. Vælg en VE-godkendt installatør for at få mest ud af dit solcelleanlæg.

Se VE-godkendte installatører

Indhent flere tilbud

Lad flere forskellige installatører gennemgå dit hus og rådgive dig om bl.a. anlæggets størrelse og placering.

Få dem til at give et bud på den samlede økonomi med investering, hvad du vil spare på elregningen, og hvad du kan tjene på salg af el til elnettet.

Et skriftligt tilbud bør som minimum indeholde:

  • Størrelse og placering
  • Samlet pris på anlæg og installation
  • Forventet (og helst garanteret) elproduktion
  • Garantier på produkt og ydelse
  • Forsikringsmuligheder
  • Overslag over økonomi, grundlag for beregningen og forventet køb/salg af el.

Kan taget bære?

Sne kan påvirke tagets bæreevne, så solcellerne skal monteres, så sne selv kan glide af.

Bed om installatørens garanti for, at dit tag kan bære anlægget. Hvis installatøren ikke vil stå inde for det, så få en bygningsingeniør til at regne på det, før du får solceller.

Lav en kontrakt med installatøren

Vær sikker på, at du er enig med installatøren om pris, tidsplan, arbejdets omfang og garantiforhold, før arbejdet går i gang.

Solceller tilmeldes

Installatøren, du vælger, tilmelder solcelleanlægget ved netselskabet. 

Netselskabet ejer elnettet i dit område og kan sige, om der er kapacitet nok i nettet til strømmen fra dine solceller. De kan også vurdere, om din elmåler skal udskiftes og vejlede om tekniske krav. 

Netselskabet anmelder også dine solceller til stamdataregisteret og udlevere det GSRN-nummer, du  senere skal bruge for at kunne sælge din overskydende strøm.

3. Installationen

Solceller sættes op

Installatøren sætter solcelleanlægget op på dit hus og placerer inverteren et køligt, luftigt og støvfrit sted, hvor lyden fra den ikke generer.

Solceller tilsluttes

Installatøren tilslutter dit nye solcelleanlæg til elnettet.  

Når anlægget er tilsluttet, kan du bruge strømmen fra solcellerne, og overskydende strøm kan sendes ud i det fælles elnet.

4. Efter installation

Nyd gratis grøn strøm

Du kan nu se frem til en lavere elregning, fordi du selv producerer gratis strøm fra vedvarende energi. Hvor meget du sparer, afhænger bl.a. af dit anlæg og elprisen.

Hvis du også sælger den strøm, du ikke selv kan bruge (trin 5 nedenfor), sparer du typisk samlet set mellem 2.500-7.000 kr. hvert år sammenlignet med én, der ikke har solceller. I det tal har vi modregnet dine udgifter:

Dine udgifter til anlægget

Dine udgifter til solcelleanlægget er typisk omkring 500 kr. om året. De dækker et gebyr og abonnement til netselskabet for bl.a. udgifter til administration og måling. Hvis du har et stort anlæg på over 50 kW, betaler du i stedet et beløb pr. kWh, du bruger.

Tjek, om det er installeret korrekt

Du kan selv tjekke, om anlægget er installeret korrekt.  

Se Sikkerhedsstyrelsen tjekliste 

Tjek taget indefra

Det er også en god idé at undersøge taget indefra, så du er sikker på, at der ikke er kommet skader på spærene. Det kan f.eks. ske, hvis installatøren har brugt for kraftige skruer.

Pas dine solceller

Solceller er for det meste selvrensende og kræver minimal vedligeholdelse. Se i manualen, hvordan du holder dem godt kørende – eller brug vores guide:

Guide til drift af solceller

Fotografer dine solceller  

Misfarvede solceller kan være et tegn på skader. Det er en god idé at tage fotos af anlægget, lige når du har fået det monteret. Så er det nemmere at sammenligne senere hen.

Følg med i elforbruget

Ved at følge med i elforbruget kan du glæde dig over al den strøm, du sparer ved at producere din egen. Det gør også, at du hurtigt opdager, hvis der er noget galt med dine solceller. Det er en god idé at aflæse elmåleren 1 gang om måneden. Tjek også inverteren 2 gange om året og se, om den viser en fejlmeddelelse. Inverteren skal normalt udskiftes efter ca. 10 år.

Se din elproduktion og dit elforbrug på eloverblik.dk

5. Sælg strøm

Sådan sælger du din strøm

Den strøm fra dine solceller, som du ikke bruger med det samme, ryger ud og bidrager til det fælles elnet. Du kan få penge for strømmen, hvis du sælger den gennem en produktionselleverandør.  

En produktionselleverandør er et energiselskab, der køber vedvarende energi fra private producenter. Du vælger selv, hvem du vil have:

Se produktionselleverandører her

Så meget tjener du

Hvor meget du tjener, afhænger af de svingende elpriser, og hvor meget overskudsstrøm du producerer. For de fleste er det 1.000-4.000 kr. om året.   

Sådan afregnes solcellestrøm

Det kan bedst betale sig for dig selv at bruge så meget af din solcellestrøm, du kan, frem for at sælge den. Hvis du ikke kan bruge strømmen, når den produceres, kan det være en god ide med et batteri til at lagre strømmen, så du kan bruge den senere (se trin 1 i denne guide).

Dit netselskab opgør hele tiden, om du bruger eller leverer strøm fra eller til det fælles elnet. Prisen for en kWh svinger fra time til time, og du afregnes ud fra prisen for dit faktiske forbrug på et givent tidspunkt.  

KWh-prisen er tit lav midt på dagen, hvor solcellerne producerer meget strøm. Den er typisk højere om aftenen, hvor solcelleproduktionen lav.

Eksempel:

Du producerer 18 kWh på en dag fra kl. 10-16.30. Du skal ikke bruge strømmen, så den sælges til elprisen i det tidsrum, der i gennemsnit er 0,40 kr. pr. kWh. Indtjening: 7 kr.

Om aftenen skal du bruge 5 kWh, som du må trække fra det fælles elnet. Her er prisen inkl. afgifter 2,7 kr. pr. kWh. Udgift: 13,5 kr.

Resultat: Du betaler samlet 6,5 kr. for strøm, selvom du sælger 18 kWh og kun bruger 5 kWh.

Se FAQ om afregning og støtte på ENS.dk

Sådan får du udbetaling for din solcellestrøm

Når du sælger strøm gennem en produktionselleverandør, får leverandøren automatisk opgørelsen over din strømproduktion fra dit netselskab og bruger den til at udbetale dig penge.

Udbetalingen sker som regel direkte til din bankkonto en gang om måneden. 

Du kan sælge strøm for 7.000 kr. skattefrit

Hvis du sælger el for mere end 7.000 kr. pr. år, skal du betale skat af det. Du kan se på din årlige elregning, hvor meget du har solgt.  

Ejer du solcelleanlægget sammen med flere, kan I også sælge mere strøm skattefrit. Er I 2 personer registreret som ejere sammen, kan I sælge el for 14.000 kr. om året osv.  

Sådan indberetter du til SKAT

Du indberetter salg af overskudsstrøm til SKAT ved at skrive 60 % af det overskydende beløb på din årsopgørelse i rubrik 20.  

Eksempel:

  • Du sælger strøm for 9.000 kr., men de første 7.000 kr. er skattefri.
  • Du skal altså betale skat af 9.000-7.000 = 2.000 kr.  
  • Du skriver 60 % af de 2.000 kr. på din årsopgørelse: 0,6 x 2.000 kr. = 1.200 kr.

Læs mere om skat af solceller 

Se hvordan solceller installeres

En installatør sætter et solcelleanlæg op på et robust tag, der vender mod solen.

I videoen kan du se, hvordan det foregår.

Accepter venligst markedsføringscookies for at se dette indhold.
Dette gør du nederst til venstre

Rimer solceller på elbil og varmepumpe?

Vi får mange spørgsmål fra borgere, der gerne vil kombinere solceller med elbil eller varmepumpe eller begge dele.  

Det kan virke oplagt at få solceller og producere sin egen strøm, hvis man har en elbil eller varmepumpe, der begge bruger meget strøm. Der er dog flere ting, som det er vigtigt at have for øje, inden man sætter projektet i gang.

Solceller mindsker afgiftsfordel

Som elbil- eller varmepumpeejer kan du få refunderet eller reduceret en del af elafgiften. Men hvis du får solceller, bliver afgiftsfordelen som regel mindre.

Mindre fordel af reduceret elafgift med varmepumpe og solceller

Med varmepumpe kan du få reduceret elafgift for dit elforbrug ud over 4.000 kWh om året. Det gælder kun dit elforbrug fra elnettet, da du ikke betaler afgifter for den strøm, dine solceller producerer.

Med solceller vil du have et mindre elforbrug fra elnettet, og du vil derfor gå glip af noget af den rabat, du ellers har på elafgiften.

Eksempel ved årligt elforbrug på 7.000 kWh

Uden solceller

Brug af egen solcellestrøm: 0 kWh

Elforbrug med fuld afgift: 4.000 kWh

Elforbrug med nedsat elafgift: 7.000-4.000 kWh = 3.000 kWh

Med solceller

Brug af egen solcellestrøm: 2.000 kWh

Elforbrug med fuld afgift: 4.000 kWh

Elforbrug med nedsat elafgift: 7.000-6.000 kWh = 1.000 kWh

Ingen refusion, når du oplader elbil med solceller

Elbilejere kan få refusion af deres elafgift på den strøm, de bruger på at oplade bilen derhjemme. Men hvis du oplader elbilen med solcellestrøm, kan du ikke få refusion, fordi du ikke har betalt afgift for solcellestrømmen til at starte med. 

For at få refusion på elafgiften, skal det kunne dokumenteres, at der er betalt fuld afgift for den strøm, der er brugt på opladning af elbilen.

Solceller kan stadig betale sig – nogle gange

Der kan stadig godt være god økonomi i solceller. Særligt hvis din elbil er hjemme i dagtimerne. Så kan du udnytte solcellestrømmen til at oplade elbilen midt på dagen, når solcellerne producerer mest.  

Du kan også indstille varmepumpen til at opvarme brugsvandet i de timer, hvor der kommer mest strøm fra solcellerne.

På den måde er der god økonomi i selv at bruge mest muligt af solcellestrømmen, lige når den bliver produceret. Eller med et batteri, der kan lagre solcellestrømmen.

Få hjælp til at vurdere, om solceller kan betale sig i dit konkrete tilfælde. Se mere under ”Sådan får du solceller” ovenfor.

Det skal du huske:

Elbilen kan som regel tage imod mere strøm, end solcellerne producerer. Men du kan godt sørge for, at din elbil kun oplader med solcellestrøm.  

Du skal bruge et lille apparat, der hjælper solceller og elbil til at snakke sammen, så elbilen kun tager strøm fra solcellerne og ikke fra elnettet. Spørg din solcelleinstallatør om mulighederne.

Se flere råd om elbil

Find ud af, om din varmepumpe kan tidsindstilles til at varme i timer med meget strøm fra solcellerne.  

Vær opmærksom på, at du normalt har det største behov for varme om natten i vinterhalvåret. Her får du ingen strøm fra solcellerne. Til gengæld er strømmen ofte billigst om natten, og det kan være en god ide at sætte varmepumpen til at varme her.

Se guide til drift af varmepumpe

Hvis du er ved at købe solceller og planlægger også at få elbil eller varmepumpe på et tidspunkt, er det en god ide at tænke sammen.  

Du får den bedste økonomi i dit solcelleanlæg ved at tilpasse størrelsen af anlægget til behovet (se ”Sådan får du solceller” ovenfor). Dit strømforbrug vil vokse en del, hvis du får elbil eller varmepumpe.

Case: Jørn og Annette har både solceller, varmepumpe og elbil.

For os fungerer kombinationen godt.
Jørn
Hjørring

Bør du få solceller i dit nybyggeri?

Det er oplagt at overveje solceller fra start, hvis du f.eks. bygger nyt hus eller carport.

Solceller bliver sjældent billigere af at blive bygget ind – snarere tvætimod. Til gengæld kan du få en æstetisk bedre løsning ved at gøre solcellerne til en integreret del af dit byggeri.

Det kan også gøre det muligt at få tilladelse til solceller i områder, hvor det ellers er svært pga. lokalplanen. Tal med en rådgiver og kommunen om mulighederne.

Image

Vejledning til håndværkeren

Vis vejledningen til håndværkeren for at sikre, at arbejdet bliver gjort rigtigt.

Image

Find VE-godkendte virksomheder

Find en godkendt installatør tæt på dig, der har erfaring med netop den type varmepumpe, du skal have installeret. 

Image

Mere inspiration