Sådan slipper du af med standbyforbrug

Standbyforbrug er den strøm, dine apparater bruger på at være klar til at reagere, når du f.eks. klikker på en fjernbetjening eller sætter noget i gang med en app. Almindelige apparater bruger næsten ikke strøm i standby, men smart-apparater kan godt bruge en del.  

Du kan nemt slippe for standbyforbrug ved at slukke på kontakten, hive stikket ud eller slå WiFi fra. Så bruger du ikke strøm til ingen nytte, når du f.eks. sover, er på arbejde eller på ferie.

Du kan gøre det nemt for dig selv ved at etablere en sluk-alt-knap, en elspareskinne eller bruge stikkontakter, der kan tænde og slukke automatisk efter dine ønsker.

Myte: Apparater tager skade af at blive tændt og slukket ofte på kontakten

Nej.

Apparater og elpærer kan sagtens holde til det. Det gælder også dit tv, din router, din mikrobølgeovn, din kaffemaskine mv.

Se flere myter om standbyforbrug

Image

Smart styring giver højere standbyforbrug

Hvad er et smart-apparat?

Smart-apparater kan levere indhold og funktioner over internettet og via apps, og kan gøre hverdagen nemmere.  

Det kan f.eks. være et smart-tv, hvor du kan finde streamingtjenester og se tv online direkte fra fjernsynet. Eller elpærer, robotstøvsuger, højttalere, vaskemaskine, termostater, alarmsystem og mange andre ting.  

Nogle apparater er også internt forbundne som en del af et smart home-system.

Smart-apparater har større standbyforbrug end apparater, der ikke er på internettet døgnet rundt.

Det koster standbyforbruget 

Image
20 intelligente elpærer, 3 netværksforbundne højttalere og et smart tv koster ca. 470 kr. om året i standbyforbrug.

 

Ved du, hvor mange apparater med standbyforbrug du har i dit hjem? Prøv at gå hjemmet efter – måske bliver du overrasket.

Gode råd til smart styring

Hvornår er smart styring smart?

Dine smart-apparater bruger ekstra strøm på at være på nettet døgnet rundt. Du kan dog også bruge apparater med smart styring til at spare strøm og varme, f.eks. smarte stikkontakter og intelligente termostater.

Hvis du bruger smart styring til at spare energi, sparer du som regel langt mere, end du bruger ekstra på det højere standbyforbrug fra smart-apparatet.

Image

Smart stikkontakt

  • Brug smartstyrede stikkontakter til at slukke/tænde automatisk på bestemte tidspunkter.
  • Sluk for hele dit standbyforbrug på én gang med en smartstyret sluk-alt-knap.

Gennemsnitligt standbyforbrug for smarte stikkontakter:  
4 kWh/år ~ 10,88 kr. /år for 1 stikkontakt

Image
Lysepære

Smart lysstyring

  • Brug intelligente LED-pærer til at få fuld kontrol over lyset.
  • Automatisk lysstyring udendørs sørger for, at lyset kun er tændt, når du har brug for det, og ikke brænder døgnet rundt, året rundt.  

Gennemsnitligt standbyforbrug for intelligente pærer:
3,1 kWh/år ~ 8,43 kr. /år for 1 pære

Image

Smart termostater

  • Smarte, eller intelligente, termostater kan automatisk skrue op og ned for varmen efter dine behov.  
  • Fjernstyr varmen, ved f.eks. at skrue ned, når du ikke er hjemme og op igen, når du nærmer dig hjemmet.  
  • Spar 5-10 % på varmeregningen med smarte termostater.

Kører på batteri og har derfor ikke et strømforbrug, der kan ses på elregningen.

Image

Smart tv

  • Stream direkte fra tv’ets indbyggede smart-funktioner frem for vha. spillekonsoller eller bokse.
  • Husk at slukke tv’et, hvis din app (f.eks. Chromecast) ikke gør.
  • Slå funktioner fra, du ikke har behopv for, f.eks. tilstedeværelsessensor og berøringsfunktion.  
  • Deaktiver netværksstandby, hvis du ikke har brug for det. Så bliver standbyforbruget mindre.  
  • Spørg forhandleren, om tv’et har strømstyring, der sørger for at skifte fra netværksstandby til almindeligt standby med lavt strømforbrug.
  • Aktiver strømspareindstillinger, f.eks. automatisk slukning.

Gennemsnitligt standbyforbrug for smart tv: 
12 kWh/år ~ 32,64 kr./år pr. tv

Image

Smart hvidevarer f.eks. køleskab, opvaskemaskine, vaskemaskine og tørretumbler

  • Vælg ikke hvidevarer med Wi-Fi, medmindre du ved, at du vil bruge funktionen.
  • Har du hvidevarer med Wi-Fi uden at bruge det, så slå funktionen fra.

Gennemsnitligt standbyforbrug for smart hvidevarer:  
18 kWh/år ~ 48,96 kr./år pr. apparat 

Image

Smart højttalere

  • Indstil til at gå i sleep, når de ikke afspiller lyd.
  • Sluk højttalere helt, når du er færdig med at bruge dem.

Gennemsnitligt standbyforbrug for smart højtalere:  
15 kWh/år ~ 40,8 kr./år pr. højtaler

Image

Robotstøvsuger

  • Sluk for docken, når støvsugeren er opladt.
  • Lad kun robotstøvsugeren køre, når det er nødvendigt. Den behøver måske ikke køre hver dag.
  • Vælg en robotstøvsuger med et lavt strømforbrug i docken.

Teknisk set er robotstøvsugeren ikke i standby, fordi den lader op, når den står i docken. Men tilstanden minder om, og derfor er den alligevel med på denne liste.

Gennemsnitligt forbrug for robotstøvsugere:
25 KWh/år - 68 kr. kr./år

Image

Gateway boks

  • Brug så få samlebokse (gateways, routere mv.)  som muligt i det smarte system. Hver boks har et standbyforbrug.  

Gennemsnitligt standbyforbrug pr.boks: 
13 kWh/år ~ 35,36 kr./år pr. boks

Kilde: EPREL samt markedsdata fra internetsøgning

Ved elpris på 2,72 kr. kr. per kWh.