Gode råd til effektiv drift 

Sommerdrift, regelmæssige tjek og vandtryk er med til at sikre, at dit anlæg kører optimalt. 

Tjek, om der er vand nok på anlægget  

Tjek trykket i radiatorsystemet på selve varmeenheden, og fyld vand på anlægget, hvis vandtrykket er for lavt. Du kan se i manualen, hvor højt trykket skal være, og hvordan du fylder vand på.  

Få anlægget tjekket  

Få dit anlæg tjekket af en fagperson hvert eller hvert 2. år. Så er du sikker på, at det kører optimalt. Nogle fjernvarmeselskaber tilbyder det som en del af deres ydelser.

Få bonus for god afkøling  

Når du udnytter varmen godt i dit hjem, vil vandet, der sendes retur til fjernvarmeanlægget være afkølet. Hvis det er for varmt, vil du blive opkrævet et gebyr, som du kan se på din varmeregning. Omvendt kan du få bonus i form af en lavere regning, hvis du er god til afkøling.  

For at udnytte varmen bedst, skal radiatorerne være lunkne eller kolde forneden. Er din radiator varm forneden, kan du prøve at skrue lidt ned for den. Hvis det ikke hjælper, bør du kontakte din VVS’er.

Sommerluk varmeanlægget

Du kan spare penge ved at sætte dit fjernvarmeanlæg til sommerdrift, når du ikke har brug for varme. På de fleste anlæg er der en sommerventil – et rødt eller blåt håndtag på røret – der skal drejes en kvart omgang til højre for at lukke (så håndtaget står på tværs af røret).  

Cirkulationspumpen skal også slukkes, når du sommerlukker dit anlæg – se hvordan i vores guide til sommerlukning.

Guide til sommerlukning

Hvis du har automatisk styring kan du indstille anlægget til selv at lukke ned om sommeren.  

Skru op og ned efterår og forår  

Du kan spare over 1.000 kr. om året ved at skrue langsomt op for varmen fra varmeanlægget (fremløbstemperaturen) om efteråret. Start med 35-40 °C og hæv temperaturen gradvist, når det bliver koldere. Om foråret kan du skrue gradvist ned igen og ende på 35-40 °C, før du sommerlukker varmeanlægget.

Hvis du har automatisk styring, klarer anlægget det selv. 

Fakta om fjernvarme

Næsten 2 ud af 3 danske husstande opvarmes med fjernvarme. Samlet er der omkring 60.000 km fjernvarmenet i Danmark; 30.000 km fremløb og 30.000 kilometer returløb. Fjernvarmenettet rummer omkring 1 mia. liter vand. 

Kvinde der undrer sig med ikoner af korrekt og forkert

Tjek din cirkulationspumpe

Der kan være mange penge at spare ved at skifte forældede pumper ud og slukke, når cirkulationspumpen er overflødig. 

Billede
Værktøjskasse

1. Hvad er en circulationspumpe?

Cirkulationspumpen sender det varme vand rundt i dine radiatorer eller i slangerne til din gulvvarme eller til de varme vandhaner. Den sidder ved dit varmeanlæg eller i forbindelse med din gulvvarme. Et almindeligt parcelhus har 1-2 cirkulationspumper, men der kan være helt op til 4 styk.  

Billede
Cirkulationspumpe Illustration

Pumperne kan sidde, så de cirkulerer:  

  • Varme fra varmeanlægget til radiatorerne og/eller gulvvarme
  • Varme fra varmeanlægget til varmtvandsbeholderen
  • Varme fra solvarmeanlæg til varmesystemet
  • Varmt vand fra varmtvandsbeholderen til cirkulation i varmtvandssystemet

De fleste pumper er fra en af disse 3 producenter:

  • Grundfos
    Hvis der står et N eller et B på pumpens typeskilt, er det en pumpe til brugsvand. F.eks. UP 25-40 N eller Comfort UP 15-14 B. Hvis der hverken står N eller B, er det en pumpe til cirkulation af varmt vand til radiatorer.
  • Smedegaard
    Kig på farven: Gule eller messingfarvede pumper er til brugsvand, og blå eller grønne til varme.
    Et billede, der indeholder tekst, skilt/tegn, blå/nedtrykt, måler

Automatisk genereret beskrivelse
  • Wilo
    Hvis pumpen er til brugsvand, vil der efter pumpens navn stå et Z, f.eks. Wilo-Stratos ECO Z.
    Et billede, der indeholder tekst, værktøj, udendørs, maskinsav

Automatisk genereret beskrivelse

2. Hvordan finder jeg pumpen? 

Cirkulationspumperne sidder normalt ved dit varmeanlæg. Det finder du som regel i din kælder, i dit bryggers eller i et teknikskab.

Husk, at du kan have mere end 1 cirkulationspumpe. Er du i tvivl om, hvor mange du har, eller hvor de sidder, så bed om hjælp fra en vvs’er, der kan udpege dem for dig og fortælle, om de bør udskiftes eller ej.  

3. Hvad kan jeg spare ved at skifte?

Der er mange penge at spare, hvis du skifter din forældede cirkulationspumpe ud.  

Nye cirkulationspumper tilpasser sig boligens svingende behov, mens en gammel pumpe kører for fuld kraft hele tiden, og kan bruge 4-5 gange mere strøm end en ny.  

Det betyder, at den gamle pumpe kan bruge strøm for mere end 1.000 kr. om året. I en almindelig husstand svarer det til mere end 10 % af det samlede elforbrug.  

Fordelen ved at skifte cirkulationspumpe er endnu større, hvis:

  • Du har fået gulvvarme 
    Har du erstattet radiatorerne med vandbaseret gulvvarme, skal der cirkuleres mere varme. Det gør fordelen ved en effektiv cirkulationspumpe endnu større.
  • Boligen er efterisoleret 
    Måske kan du skifte til en mindre cirkulationspumpe, da varmeforbruget og dermed pumpebehovet vil være mindre. 

4. Hvornår bør jeg skifte den ud?

Er din cirkulationspumpe fra før 2014, bør du overveje at udskifte den med en ny model, der bruger mindre strøm.  

Udover alderen på pumpen er der også nogle andre ting, du kan tjekke, og som kan afsløre, om du bør udskifte den.

  • Tjek strømforbruget
    Hvis det mindste watt-tal er 50 watt eller derover, er pumpen en strømsluger. Så kan det betale sig at skifte den ud – uanset hvor gammel den er.
  • Tjek om din pumpe har 3 indstillinger
    Ældre pumper kan indstilles fra 1 til 3. Hvis din pumpe kan det, så skift den ud.  
    Et billede, der indeholder tekst

Automatisk genereret beskrivelse
  • Spørg din vvs'er
    Hvis du er i tvivl om elforbruget eller alderen på din pumpe, så ring til din lokale vvs'er. Hav oplysninger om pumpen parat, når du ringer.
  • Vælg en A-mærket ny pumpe
    Du bør altid gå efter en A-mærket cirkulationspumpe, når du udskifter den gamle model.  

5. Er pumpen overflødig i din bolig?

Din cirkulationspumpe til det varme brugsvand kan være overflødig, hvis der er kort fra varmtvandsbeholderen til vandhanen. Tjek det ved at slukke for pumpen og tænde for vandhanen:

Hvis vandet bliver varmt (næsten) lige så hurtigt som før, kan du lade pumpen være slukket, så der ikke konstant cirkulerer varmt vand fra varmtvandsbeholderen til hanen og tilbage igen. Få en vvs’er til at afkoble røret fra vandhanen tilbage til varmtvandsbeholderen, da der ellers kan vokse bakterier i det.

Du kan også nøjes med at få en vvs’er til at installere et tidsur på cirkulationspumpen, så den slukker om natten og evt. i dagtimerne.

6. Bør jeg slukke pumpen om sommeren?  

Ja.

Du kan spare ca. 5 % af det årlige varmeforbrug – typisk omkring 1.000 kr. – ved at slukke cirkulationspumpen, når du ikke skal bruge varme. Det kaldes sommerlukning eller sommerdrift. Se hvordan du gør:

Guide til sommerlukning 

3 måder du kan spare varme

Her har vi samlet 3 måder at spare varme, som vi synes, du skal kigge på. Det kan hjælpe dig til at spare både penge og CO2 på dit varmeforbrug.