Variabel elpris

Variabel elpris

Variabel elpris

Med variabel elpris kan du spare både penge og CO2 ved at flytte elforbruget, til når prisen er lav. Se her, hvad du kan gøre – og hvornår strøm er billigst.

Brug strømmen, når den er billigst

Prisen for el svinger voldsomt fra dag til dag og fra time til time. Den kan være 5 gange lavere, når den er billigst, end når den er dyrest.

Gør som mange andre danskerne og spar penge og CO2 ved at flytte strømforbruget.

Du kan holde øje med prisen, hvis du vil vide, præcis hvornår det er billigst. Men du kan også følge nogle tommelfingerregler. Prisen styres nemlig af udbud og efterspørgsel:

Når der er blæst og sol, er der et stort udbud af billig og bæredygtig strøm, og det sænker elprisen. Omvendt stiger prisen, når mange skal bruge el på samme tid. Prisen er som regel højest i den såkaldte ’kogespids’ mellem 17 og 20, når vi alle laver mad og ser fjernsyn.

Se på din elregning, om du har variabel elpris

Har du fast eller variabel elpris? Det kan du se på din elregning eller ved at logge ind på dit elselskabs hjemmeside. Som tommelfingerregel er mange ældre aftaler med fast pris, og nye er med variabel pris.

Sådan ser du forskel på fast og variabel elpris

  • Fast elprisKaldes typisk fastprisaftale, og her ligger prisen fast i minimum 3 måneder. Hvis der står en pris for 1 kWh på din opgørelse, har du fast pris. Prisen er en gennemsnitspris for en aftalt periode, f.eks. et år.
  • Variabel elprisKaldes ofte flexafregning, flexpris, spotpris, variabel timepris eller lignende. Hvis der IKKE står en pris for 1 kWh på din opgørelse, har du sandsynligvis variabel elpris.

Udnyt de svingende priser

Du kan udnytte de variable priser ved at flytte dit strømforbrug, til når prisen er lav. Typisk er prisen lavest:

  • sent om aftenen
  • om natten
  • den kan også være lav midt på dagen

Det kan du gøre

Mange hårde hvidevarer kan indstilles til ’udskudt start’ og dermed køre markant billigere. Overvej f.eks. hvornår du:

  • Kører opvaskemaskinen
  • Vasker tøj, husk at tage hensyn hvis du bor i lejlighed
  • (Robot)støvsuger
  • Lader elbil og elcykel op

Hvis du har varmepumpe, kan den muligvis indstilles til at varme, når strømmen er billigst.

Variabel elpris

Siden er opdateret 15.06.2022 Kommentér denne side Til top