Sådan får du mest ud af dit træpillefyr
Ved at optimere driften af dit træpillefyr, sparer du både penge på træpiller og gør indeklimaet i dit hus så sundt som muligt.
Gode råd til optimal drift
Rens fyret ofte
Husk at rense fyret, hvis det ikke har selvrensning. Gerne hver uge og mindst hver 14. dag – jo oftere du gør det, jo mere varme får du ud af træpillerne.
Tjek, om der er nok vand på anlægget
Tjek trykket i radiatorsystemet på selve varmeenheden, og fyld vand på anlægget, hvis vandtrykket er for lavt. Du kan se i manualen, hvor højt trykket skal være, og hvordan du fylder vand på.
Eftersyn 1 gang om året
Alle fyr bør efterses af en VVS’er 1 gang om året. Håndværkeren optimerer driften ud fra ting, du ikke selv skal rode med – f.eks. måling af røggastemperatur, der kan afsløre dårlig forbrænding. Du kan også benytte lejligheden til at spørge ind til, om dit fyr bør skiftes helt ud.
Få en buffertank
En buffertank – også kendt som en akkumuleringsbeholder eller varmebuffer – giver en mere effektiv drift af særligt ældre træpillefyr. Der findes forskellige typer, så spørg din VVS’er, hvad der giver bedst mening for dig.
Skru op og ned efterår og forår
Du kan spare op til 5 % af varmeforbruget til rumopvarmning ved at skrue langsomt op for varmen fra varmeanlægget (fremløbstemperaturen) om efteråret og langsomt ned igen om foråret.
Begynd om efteråret med 35-40 °C og hæv temperaturen gradvist, når det bliver koldere. Som tommelfingerregel kan du skrue 5 °C op for varmeanlægget, hver gang vejret er blevet 5 °C koldere.
Om foråret kan du skrue gradvist ned igen og ende på 35-40 °C, før du sommerlukker varmeanlægget.
Hvis du har automatisk styring, klarer anlægget det selv.
Husk sommerlukning
Du kan spare penge ved at sætte dit fyr på sommerdrift – også kendt som sommerlukning – om sommeren. Så producerer du ikke varme, når du ikke har brug for det. Når fyret er indstillet til sommerdrift, skal du også slukke cirkulationspumpen – se hvordan nedenfor.
Hvis du har automatisk styring
De fleste nyere fyr sommerlukker automatisk. Tjek dine indstillinger - hvis det er indstillet, behøver du kun at slukke cirkulationspumpen.
Hvis du ikke har automatisk styring
Sluk for gamle fyr, der kører pausefyring. Ellers brænder fyret unødigt hele sommeren. Tænd i stedet for den elektriske varmtvandsbeholder. Husk at lukke for vandkredsen til fyret, når du skifter over til el. Se i manualen, eller kontakt forhandleren eller en VVS’er, hvis du er i tvivl.
OBS: Det kan ikke betale sig, hvis du bruger meget varmt vand – f.eks. i en husstand på 4, der alle bader 1-2 gange om dagen.
Overvej supplerende varme
Supplerende varme er en ekstra kilde til varme i din bolig, som kan dække en del af varmeforbruget. Det kan både spare penge på træpiller og skåne klimaet.
Overvej f.eks. at installere solvarme. Solvarmen og pillefyret kan deles om den store varmtvandsbeholder (akkumuleringstanken).
Sådan fungerer dit træpillefyr
Et træpillefyr skaber varme ved at brænde små, pressede træpiller. Træpillerne bliver automatisk ført fra en beholder til et brændkammer ved hjælp af en skrue- eller sneglemekanisme. I brændkammeret bliver de antændt og skaber den varme, der bliver brugt til at opvarme vandet, som løber i husets radiatorer eller gulvvarmesystem.
Der skal jævnligt fyldes nye træpiller på træpillefyr, asken fra de brændte træpiller skal fjernes, og forbrændingskammeret skal rengøres.
Kend dit træpillefyr
Vigtige dele i dit træpillefyr
Her får du korte forklaringer på dele af dit træpillefyr, der er gode at kende. Men husk, at der er mange typer af træpillefyr, og dit fyr kan afvige fra illustrationen. Hvis du er i tvivl om noget, så kontakt en fagperson.
Fremløbstemperatur
Viser temperaturen på vandet til radiatorer og til brugsvandet i vandhanerne. Styres på nyere anlæg oftest på et digitalt display.
Varmtvandsbeholder
Indeholder det varme vand til vandhaner og brusere. Den er isoleret, så den holder vandet varmt, til det skal bruges.
Cirkulationspumpe
Mange boliger har 2 cirkulationspumper. Den ene, som alle har, pumper vand ud i radiatorerne og gulvvarmen. Den anden pumper vand ud til vandhaner og brusere.
Pillebeholder
Den beholder, hvor træpillerne opbevares og føres ind fyret. Det er vigtigt at tjekke regelmæssigt, hvor mange piller der er tilbage, og fylde op efter behov.
Akkumuleringstank (varmebuffer, buffertank)
Sikrer, at træpillefyret kører stabilt og effektivt. Varme fra pillebrænderen bruges til at opvarme vandet i akkumuleringstankens lukkede system. Varmen derfra bruges til at opvarme vand til radiatorer og brugsvand.
Se, hvad andre har gjort
Cases
3 måder du kan spare varme
Her har vi samlet 3 måder at spare varme, som vi synes, du skal kigge på, for at spare penge og CO2 på dit varmeforbrug.
Skru på den varme hane
Ca. 1/3 af vores energiforbrug til varme går til at opvarme brugsvand – og det meste er badevand. Du kan spare meget på både vand- og varmeregningen, hvis du sparer på det varme vand. Se hvordan her.
Tjek radiatorerne
Du kan skrue ned for varmen i huset og sørge for, at radiatorerne kører godt. Her finde du de bedste råd til at spare på varmen.
Isoler huset
Selv små renoveringer som rørisolering og tætning af loftsrem og brevsprække kan spare varme og give dig et mere behageligt indeklima. Her har vi samlet en oversigt over renoveringer, der sparer varme.