En stor del af bygningens energiforsyning kommer fra den 2 MW vindmølle, som Widex har opført på sin grund. Møllen producerer el svarende til en CO2-besparelse på 1.700 tons årligt. Eventuel overskydende el sælger Widex til det lokale elselskab.
”Vi har brugt meget tid på at få tilladelse til at bygge vindmøllen. Det lod sig kun gøre, fordi vi ligger i et landområde med god plads omkring virksomheden,” siger Julian Tøpholm, som er fuldt ud klar over, at en vindmølle ikke er en mulighed for alle, der bygger nyt.
Men mange andre løsninger kan give et energirigtigt byggeri. Som bygherre har Widex selv taget ansvaret for de valgte løsninger.
”Det er vigtigt at presse alle medspillere til at tænke over energibesparelser og grønne løsninger gennem hele byggeprocessen. Der bliver brugt energi mange steder, som ofte bliver overset, men ved hjælp af planlægning, nytænkning og sund fornuft kan man spare rigtig meget,” siger Julian Tøpholm.
Næsten gratis køling
En nøglesten i byggeriet er et særligt grundvandsanlæg, der ifølge Julian Tøpholm giver ’næsten gratis’ køling af bygningen.
Dertil kommer, at den overskydende varme fra køling af bygningen om sommeren bliver lagret i et grundvandsmagasin. Om vinteren kan varmen hentes op igen og ved hjælp af en energieffektiv varmepumpe bruges til at opvarme bygningen.
Grundvandsanlægget er så effektivt, at hele 80 % af den varme, der pumpes ned, kan hentes op igen. Den nødvendige el til at drive anlægget kommer fra bygningens egen elproduktion fra vindmølle og solceller.
Optimal luftkvalitet – uden træk
I ventilationssystemet er der især tænkt nyt ved indblæsning og fordeling af luft i de enkelte rum.
”Vi kan køle og opvarme meget, uden at de ansatte oplever træk, fordi vi har nedhængte lofter, der virker som et stort indblæsningsarmatur. Vi har udviklet det i samarbejde med eksperter fra Aalborg Universitet, der har dokumenteret, at ventilationen både er energieffektiv og giver et godt indeklima,” siger Julian Tøpholm.
Widex kan også styre luftmængden i hver enkelt af bygningens i alt 29 sektioner ud fra CO2-mængden i udsugningsluften.
”Ventilationssystemet giver kun den mængde frisk luft, der skal til i en given sektion. Det betyder bedre indeklima, mere tilfredse ansatte og et markant lavere energiforbrug til ventilation,” siger Julian Tøpholm.
Slukker selv strøm og slår alarmen til
Effektiv lysstyring sørger for at regulere belysningen nøje efter dagslysindfald og alt efter, om der er mennesker i de enkelte rum og sektioner.
”Reguleringen af lysarmaturer foregår langsomt, så de ansatte ikke fornemmer forandringer i lysniveauet. Vi vurderer, at det øger effektiviteten i det daglige arbejde,” siger Julian Tøpholm.
Alle armaturer er højeffektive og kan dæmpes individuelt. I hver enkelt af bygningens selvstændige sektioner begynder lysstyringen langsomt at slukke for strømmen, når de ansatte forlader et afsnit. Når det har været tomt et stykke tid, slukker strømmen i stikkontakterne, og efter endnu et stykke tid slukker strømmen til pc’erne, og alarmen slås til. Det giver en stor elbesparelse.
Widex har også gjort klar til at sætte ladestandere op til elbiler, så medarbejdere bedre kan skifte til elbiler de kommende år. Den nødvendige strøm producerer Widex selv.