Energimærkning af opvaskemaskiner
Energimærkning af opvaskemaskiner
Energimærket viser dig, hvor meget strøm en opvaskemaskine bruger om året. På mærket kan du desuden se oplysninger om kapaciteten (størrelsen) og støjniveuaet.
Gå efter A+++
Eksempel: Opvaskemaskine, 13 kuverter. En opvaskemaskine med energimærke A koster 670 kr. om året i strøm, mens den med A+++ koster 470 kr.

Se flere eksempler i skemaet længere nede på siden. Vi regner med en elpris på 2 kr./kWh.
Om mærket
Energimærket viser dig, hvor energieffektiv opvaskemaskinen er, på en skala fra A+++ til D. Mærket oplyser også det årlige energi- og vandforbrug og tørreevne, antal kuverter og støj. De mest energieffektive opvaskemaskiner er mærket med A+++.
Energimærkningsordningen er obligatorisk og gælder f.eks. for hårde hvidevarer, elpærer, tv og klimaanlæg.
Sådan ser mærket ud
Så meget strøm bruger opvaskemaskiner
Alle forbrug i skemaet er kWh/år. Hvis du vil regne årligt elforbrug ud i kr., skal du gange forbruget med din elpris.
A | A+ | A++ | A+++ | |
---|---|---|---|---|
13 kuverter | 333 | 295 | 263 | 235 |
10 kuverter | 318 | 282 | 251 | 224 |
7 kuverter | 215 | 191 | 169 | 151 |
De typiske størrelser er valgt på baggrund af søgning på internettet.
Sådan kontrolleres energimærket
Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med energimærkningen. De kontrollerer f.eks., om apparatet overholder kravene for at opnå energiklassen.
Andre mærker
Blomsten og Svanen er det europæiske og det nordiske miljømærke. De er anerkendte af de danske myndigheder og underlagt uvildig kontrol. Du kan finde mærkerne på nogle få opvaskemaskiner.
Mærket garanterer at produktet:
- er energieffektivt
- er blandt de mindst miljøbelastende af den type produkt.
- er mindst lige så godt som andre produkter af samme type.
- ikke indeholder sundhedsskadelige stoffer.