BETA
Vi laver nyt site, og det kan godt rode lidt imens. Du er nu på det gamle site. Prøver du at komme på sparenergi.dk? Ryd din cache (i browserhistorik) for at komme derhen.

Nye vinduer gav bedre sammenhæng mellem stue og terrasse

Nye vinduer gav bedre sammenhæng mellem stue og terrasse

Mette og Kenneth fik helt ny og velisoleret facade mod syd med nye vinduer og dør, nyt tag og solceller. Nu fungerer huset meget bedre.
Hent case

Beboere

Mette og Kenneth købte huset i 2008 og valgte det først og fremmest pga. dets arkitektur. Der var gode muligheder for at omforme og åbne stue og køkken efter egne ideer. Mette er arkitekt, og Kenneth er teknisk sælger, og de har 2 hjemmeboende børn.

Det tiltalte dem meget, at huset er i 1 plan og med meget få kvadratmeter bundet til gangarealer. Derudover syntes de rigtig godt om området.

Kort efter indflytningen i 2008 gennemførte de en loftisolering og udskiftede vinduer på de 3 sider af huset, der havde murstensvægge. Men der var kuldebroer og utætte vinduer mod syd.

Beslutningen om projektet

Beslutning

Beslutningen om endnu en energirenovering var primært drevet af et ønske om at forbedre boligkomforten. Facaden mod syd var tynd, og vinduerne fik vi ikke skiftet, da vi flyttede ind. Blæst kunne mærkes helt inde i stuen. Vi havde tænkt over at renovere den sydlige facade i lang tid.

Vi valgte at gå med i kommunens ECO-life-projekt med ekstra høje energistandarder. Det førte til en beslutning om solceller og en udskiftning af taget, som ellers nok kunne have holdt 5 år mere.

Projektets rådgivere

Rådgivning

Mette er arkitekt og stod for planlægningen af projektet, tegnede løsningen og lavede udbudsmaterialet. Vi brugte derfor ikke eksterne rådgivere i planlægningsfasen, og den blower-test og de beregninger, der blev lavet af de energirådgivere, der var tilknyttet kommunens projekt, ændrede ikke noget ved planerne.

Vi indhentede selv tilbud fra håndværkere, vi kendte i forvejen. I valget af materialer blev der lagt særlig vægt på kvalitet (funktion og holdbarhed) og æstetik. Det var ikke de billigste vinduer, vi valgte, men de bedste.

Økonomien

Økonomi

Vi ønskede oprindeligt, at budgettet skulle ligge på 400.000 kr., men det var ikke muligt med de ønsker, vi havde. Vi endte på 580.000 kr., og der var ingen budgetoverskridelser.

Beregninger af tilbagebetalingstid havde kun betydning for os i forbindelse med beslutningen om at investere i et solcelleanlæg – faldet i gasregningen er bare noget, vi glæder os over.

Processen

Forløb

Mette stod også for byggeledelsen. Vi holdt korte byggemøder hver morgen, hvor eventuelle udfordringer blev vendt. Det fungerede godt, styrkede den gensidige tillid, og vi slap for ubehagelige overraskelser. Leveringstiden på vinduer og materialer var kendt og indregnet i tidsplanen, så der opstod heller ikke forsinkelser.

Arbejdet blev udført fra august til oktober, og vi kunne bo i huset imens. Vi måtte alle 4 sove tæt sammen i gæsteværelset i 4 uger, men især børnene syntes, at det var vældig hyggeligt.

Vi gravede selv ud til sokkelisoleringen og fjernede også selv det gamle tag. Det var hårdt arbejde, men det reducerede prisen, og koordineringen med håndværkerne var god.

Resultatet

Resultat

Vi har fået meget mere lys ind i huset, fordi vinduerne er ført længere ned mod gulvet. Det giver en god sammenhæng mellem stuen og terrassen og en følelse af mere luft og plads. Selve vinduesåbningen sidder samme sted som tidligere med et glasparti under vinduet. Det giver bedre mulighed for at lufte ud.

Vi kan også udnytte husets kvadratmetre bedre, fordi der ikke længere er kulde og træk at tage hensyn til i placeringen af møbler. Sokkelisoleringen har gjort gulvene mere lune, end vi havde ventet. Vi mærker også tydeligt, at vi ikke bruger så meget gas som før. Og så er det en god fornemmelse, at huset nu er, som det skal være, og vi kan læne os tilbage uden at gøre mere ved det i mange år.

Det er nu et år siden, vi fik renoveret vores bolig, og vi har ikke oplevet nogle komplikationer. Vores forventning er, at vi har reduceret vores energiforbrug. Samtidig nyder vi, at vi ikke længere har træk og kulde i huset, og så er det et stort plus, at ejendomsværdien er steget.

Økonomi

Hvad kostede det?

Forbedringer
Udgift
Isolering af let ydervæg, udefra
-
Isolering af sokkel
-
Isolering af loft
300.000kr.
Solcelleanlæg
120.000kr.
Udskift vindue, som har 1 lag glas
-
Nye yderdøre
-
I alt
580.000kr.

Udbytte

Hvor meget bedre er huset blevet at bo i?

Hvor svært var det at udføre forbedringen?

 

Fordele

Bedre lysindfald
Mere plads
Mindre træk
Mindre vedligeholdelse
Bedre indeklima

Gode råd over hækken

Hvis I selv står for byggeledelsen, så hold daglige møder med håndværkerne
Lav en realistisk tidsplan, hvor I tager højde for leveringstider på materialer
Case om renovering af facaden mod syd, nyt tag og solceller, Mette og Kenneth, Høje Taastrup

Denne case er skabt i samarbejde med:

Greenlab Brugerinnovation

Om casebanken

Alle historier i casebanken er udtryk for enten boligejernes, boligadministratorens eller entreprenørens egne synspunkter og holdninger, ligesom tal for investering og energiforbrug før og efter renoveringen kommer fra selvsamme.

I de tilfælde, hvor de aktuelle energipriser ikke er oplyst, har vi brugt gennemsnitlige energipriser og korrigeret energiforbruget efter vejret.

Forbedringer og typiske besparelser

Solcelleanlæg

Typisk besparelse ved solcelleanlæg

Sådan kommer du selv i gang

Sådan kommer du selv i gang

Hvis du overvejer at renovere, anbefaler vi, at du starter med at tage fat i en rådgiver.

Den bedste måde at starte et renoveringsprojekt er at få hjælp af en rådgiver til at finde ud af, hvad der kan betale sig, og i hvilken rækkefølge det skal gøres.

Vælg en energirådgiver, de er uddannet til at indtænke energibesparelser i dit projekt.

Læs mere om rådgivning