Spraytørringsanlægget har i sig selv en lav virkningsgrad på 50-60 %. Glycom undersøgte derfor, om det var muligt at øge temperaturen i råvaren, inden den kommer til anlægget. Forvarmning af råvaren foregår med en varmeveksler, hvor virkningsgraden er 90-95 %.
Spørgsmålet var, om råvaren kunne tåle en højere temperatur i forvarmning, og det viste sig, at en temperaturstigning på 10 °C var risikofri. Derfor varmes råvaren nu op til 75 °C i stedet for tidligere 65 °C, inden den kommer til spraytørringsanlægget.
Operatørerne er blevet opkvalificeret
Glycom har desuden undervist operatørerne i at styre anlægget efter et nøgletal for energiforbruget pr. kilo pulver. Nøgletallet bliver opdateret hvert 5. minut og indikerer, om produktet bliver overtørret.
Operatørerne kan reagere ved at undersøge tørstofindholdet i pulveret fra anlægget. Er tørstofindholdet for højt, overtørrer anlægget, og det nedjusteres. Hvis tørstofindholdet ikke er for højt, kan operatørerne systematisk gennemgå andre årsager til det forhøjede energiforbrug, herunder dysetryk, luftflow, temperaturer osv.
Undervisning, log og udvikling af retningslinjer foregår løbende og bidrager hele tiden til at optimere og stabilisere driften.
Færre flaskehalse giver større kapacitet
Kapacitetsforøgelsen er et resultat af, at Glycom har fjernet flaskehalse i tilknytning til spraytørringsanlægget. Det betyder, at systemet til at håndtere og transportere pulveret fra anlægget er blevet udbygget, ligesom rensningsanlægget til at fjerne partikler i afkastluften, en såkaldt wetscrubber, er blevet ombygget, så der kan komme mere luft igennem.

Figur 1: Figuren viser besparelsen på forbruget af gas pr. tons pulver på Glycom, siden forvarmning blev indført i september 2010. Figuren viser desuden, at der er opnået en stabil drift med et fast lavt energiforbrug, siden uddannelsen af operatørerne begyndte i foråret 2011. I februar 2011 blev der lavet forsøg med kapacitetsforøgelse, og derfor er der en kortvarig forøgelse af energiforbruget.